Hamburg

img_251013-4
I efterårsferien var min mand og jeg 4 dage i Hamburg.

Og efter min mening, er Hamburg mindst ligeså interessant som Berlin. Vi har været begge stede og for mig at se, er der absolut ingen grund til at køre de 288 km ekstra.

Sidste år var vi afsted alle 5 og både børn og voksne havde en fantastisk tur.
Vi boede i et familieværelse på Altan Hotel, midt i bydelen St. Pauli. Der var ingen morgenbuffet og hotel-luksus, men det var rent og der var hvad der skulle være. Og så vidt jeg husker, gav vi ca. 1.500 kr for 2 overnatninger.

Da vi kørte hjemmefra havde vi ikke andre planer end at hygge os sammen, spise currywurst og opleve byen på gåben. De eneste der var planlagt var et besøg på Miniatur Wunderland.

img_251013-6
Miniatur Wunderland er verdens største modeljernbane. Men inden du nu tænker at det bare er noget for togtosser, så kan jeg fortælle at det også er noget for os andre. Det er en fantastisk verden, bygget i skala 1:87. Ungerne var vilde med det og man kan sagtens få flere timer til at gå med at nærstudere de mange så scenerier.

img_251013-5

img_251013-7
Der var mange mennesker, men det føltes ikke trangt. De lukker besøgende ind i  grupper og det er absolut en fordel at booke billetter hjemmefra. Så er man sikker på ikke at skulle vente, men bare møde op til det bookede tidspunkt. Det fandt vi først ud af da vi kom derned, men så købte vi billetter til eftermiddagen og kunne vende tilbage efter en gåtur langs havnen og frokost.

Da min mand og jeg var afsted i år, boede vi i bydelen St. Georg på Suite Novotel. Vi gav ca. 2.200 kroner for 3 overnatninger. Og vi kunne ha’ haft de 2 yngste med uden ekstra betaling. Ganske udmærket hotel, masser af plads og fin udsigt ind over centrum og Alsterfontäne.

img_251013-8
Morgenmaden har jeg ingen mening om, vi spiste ikke på hotellet. Der er en masse små hyggelig cafeer i området, så hvorfor spise continental breakfast på et kønsløst hotel, når man kan opleve stemningen der.

Denne gang havde vi heller ingen planer. Bare slappe af, shoppe lidt, være børnefri og sove eftermiddagslur. Vi nåede det hele, plus en tur på Imtech Arena, HSV’s hjemmebane.

img_251013-9
Min mand har allerede planlagt næste tur til Hamburg. Ham og Frederik kører derned den 24. november for at opleve tysk bundesliga stemning, når HSV ta’r imod Hannover 96 og Leon Andreasen.

Hamburg er en dejlig by. Her er en god stemning, mange hyggelige cafeer, kneiper og spisesteder. Et af de steder, der er et besøg værd er Frau Möller. Skøn mad og god stemning.

Hamburg er en by for alle, både børn og voksne.

Kender du Hamburg for andet end lufthavnen?
Skriv endelig en kommentar hvis du har forslag til udflugtsmål eller andre ting du syntes man skal opleve i Hamburg. Det er nemlig ikke sidste gang jeg har været der og måske er der andre der kan få glæde af dit tip.

Ha’ en dejlig lørdag
Lonni

 

Mini ferie

Nu er billederen fra vores London tur overført. Og som sædvanligt har vi ikke været særlig flittig, til at få det op af tasken. Vi havde ellers taget det gamle mini ixus med, så det nemt og hurtigt kunne komme op af tasken. Men vi havde åbenbart for travlt med at opleve og suge alle de nye indtryk til os, at vi slet ikke skænkede kameraet i tasken, mange tanker.

V har set og oplevet en masse. Og den største oplevelse var nok turen i London Eye.

London Eye
Turen tog 30 min, så der var masser af tid til at nyde den helt fantastiske udsigt.

Vi fik set og gået en masse. Vi var bl.a. en tur i Teateret og se/høre musicalen Mama Mia. Det var en kæmpe oplevelse. Jeg tror jeg vil være musical stjerne i London, når jeg bliver stor. For det så virkelig ud som om de havde en fest og det smittede af på hele salen. En fantastisk aften.

Vi fik også shoppet en del, men ikke helt så meget som forventet eller frygtet. Men vi fik bl.a. købt røde Dr Martens støvler til Anne, Hallo Kitty taske til Ellen og Monster Trucks til Frederik. Vi har stort set været i alle butikker på Queen’s Road og i Regent Street pluds div. sidegader.

London

Vi var også på London Design Museum, som havde en udstillinger med kunster og designer Javier Mariscal og arkitekten Jan Kaplický. Javier Mariscal er manden bag Cobi, maskotten fra OL i Barcelona i 1992.

Vi boede på Royal Hyde Park Hotel midt i Queensway området.

Royal Hyde Park Hotel

Det var okay til prisen, men jeg tror ikke jeg vil anbefale det til andre. Værelset var ultra lille, der var kun varmt vand hver anden dag og det eneste der gjorde morgenmaden til en continental breakfast, var den slatne croissant. Men hotellet lå super centralt i et dejligt område, kun et stenkast fra Notting Hill og Portobello Road.

Portobello Road

Da vi kom hjem i mandags, kom vi hjem til 3 glade børn der havde savnet deres mor og far. De havde hygget og leget sammen med mormor mens vi var væk.

Vi kom også hjem til nypussede vinduer, tomme vaskekurve, nyvaskede gulve, rent køleskab og en gård næsten støvsuget for ukrudt. Så udover at passe 3 børn har min dejlige mor altså også haft tid og ikke mindst overskud til at være overordentlig huslig. Jeg fatter ikke hvor hun finder energien. Hun er simpelthen en skat. Tak mor.