På vej væk

Min mormor er på vej væk. Hende jeg har kendt og elsket hele mit liv, er ved at forsvinde. Og jeg tror hun ved det.

I går fik jeg, som jeg altid gør, et lille håndskreven hilsen på min fødselsdag. Men i år var hilsnen kortere og skriften ikke helt så skråsikker som den plejer at være.

Hun skriver:  Jeg kan stadig finde ud af dagene, men jeg ikke kan huske hvad jeg lavede i går.

Det er ikke kommet som et lyn fra en klar himmel, men jeg har haft det på fornemmelsen, når jeg har talt i telefon med hende. Det er som om hun har mistet gnisten, i takt med at hendes helbred er blevet dårligere. Men det er jo heller ikke sjovt at male, når man er plaget af synsforstyrrelser og bliver svimmel. Eller når ens aktionsradius bliver indskrænket, af et skinnebenssår der ikke vil hele.

Sidst jeg så hende, var i juni til min fætters fødselsdag. Dengang virkede hun træt og rundt på gulvet og jeg nåede ikke at snakke ret meget med hende. Det er også ved at være et stykke tid siden jeg har haft ringet til hende og faktisk ved jeg ikke om jeg tør. Jeg kan jo se hvor det bærer hen ad og efter at ha’ læst hendes kort, begynder jeg at græde bare jeg tænker på hvordan hun har det og hvor frustrerende det må være for hende. Det er ikke til at bære…

Jeg har kun gode minder fra mine barndoms ferier hos mormor og morfar, og senere hos mormor. Jeg huske de lange togturer og færgen over Storebælt. Jeg husker hvordan hønsene løb rundt i gården, efter de havde fået hugget hovedet af. Jeg husker de lange brune fluefangere der hang over køkkenbordet og pauserne på slagbænken med hjemmebag og æblemost. Jeg husker hvordan jeg fik lov til at gi’ de små kalve og lam flaske og hvordan det var at få mavepine, fordi jeg fik lov til at spise alle de jordbær, ærter eller sveskeblommer jeg havde lyst til. Jeg husker det kolde gavlværelse, med de tunge dyner, hvor jeg blev puttet i om aftenen. Og jeg huske følelsen af den varme dyne, der havde hængt foran kakkelovnen og de gamle Anders And blade. Jeg husker turen op af grusvejen, for at komme til brugsen, så jeg kunne købe saltbomber for en krone.

Min mormor er en fantastisk stærk kvinde. Hvorfor hun og min morfar blev skilt, har jeg kun svage anelser om. Det skete da jeg var en lille pige. De må vel nærmest være de første i den generation der blev skilt. Jeg havde i hvert fald aldrig hør om fraskilte bedsteforældre før.  Men jeg tror hun fik nok af at holde hus og blive kostet rundt med. Hun havde født og opdraget 6 børn, og nu var det hendes tur til at gøre det, HUN havde lyst til.

Derefter husker jeg hende som en kvinde med et fantastisk engagement og kreativitet. Hun arbejdede i mange år på det lokale sygehus, hun var med i menighedsrådet, med i forsamlingshusets kunstudvalg og gik til svømning. Hun cyklede frem og tilbage, hjalp den gamle gartner, der vel efterhånden er mindst ligeså gammel som hende selv, når jordbærsæsonen var på sit højeste. Hun føjtede rundt fra det en malerkursus til det andet og fra den ene ældrehøjskole til den næste. Jeg huske specielt hvor begejstret hun var for lyset på Fyr.

Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg altid på at det er hende der har givet mig lysten og evnerne til skabe og være kreativ. Jeg er sikker på at det er hendes kreative gener der er blevet ført videre til mig og mine piger. Jeg syntes altid, vi har haft noget helt særligt sammen. Vi har været på museer og talt om kunst og kultur. Og om at være ung og skulle vælge retning i livet. Jeg husker at hun engang sagde, at hun var lidt misundelig på mig, fordi jeg havde så mange muligheder at vælge imellem. Jeg kunne jo blive lige det, jeg allerhelst ville. Og hvis jeg fortrød, havde jeg muligheden for at vælge om.

Jeg er bare et ud af rigtig mange børnebørn, men jeg har altid, og gør det stadigvæk, følt at hun syntes at jeg var helt speciel og noget ganske særlig. Og det selv om vi bor på hver sin side af Fyn, og vi nogle år kun ser hinanden, en gang eller to.

I kortet skriver hun også at hun er begyndt at glæde sig til oktober. Til den tid skal vi fejre min mors 60 års fødselsdag. Og for at min mormor kan være med og slippe for turen over bæltet, bliver festen holdt meget tæt på hvor min mormor bor.
Jeg glæder mig til at se hende og til at gi’ hende et knus.

Jeg elsker min mormor og vil beholde hende for altid.

/Lonni