Tag Archives: Ferie

Is a la Verona

Hjemmelavet is med hindbær og yogurt

På vores ferie i Italien var vi bl.a. en tur i Verona hvor vi fik nogle rigtig lækre ispinde med yogurt og hindbær. I dag har vi prøvesmagt Anne’s variant over samme tema.
Uhmmmm….. De er mindst lige så lækre, det eneste vi mangler er 15 grader mere, i skyggen.

Hjemmelavet smoothie-is

Anne lavede også et par ret gode smoothie-is. Vi har ikke så mange ispindeforme, så dem lavede hun i engangskrus. Pindene er genbrug af alle de mange isskeer vi havde med hjem fra ferien. Af en eller anden grund, samler vi også på sådan nogle.

Status på Prins Pillefingers hule er, at vi er løbet tør for skruer og mine arme er blevet så lange, at jeg slæber den hen af jorden når jeg går. (Sådan en skruemaskine bliver sgu lidt tung i længden)

Træhule, Treehouse, Legehus, Træhytte

Jeg mangler stort set bare døren og taget, og så er vi klar til at hænge rebstigen op og hejse piratflaget.

Ha’ en dejlig torsdag
Lonni

 

Et par feriebilleder

Natten til i går, kom vi hjem fra vores ferie ved Gardasøen.
Og på trods af at den ene indsprøjtningsdyse stod af, 50 km nord for München, og at vi derfor måtte fortsætte turen til Italien i en udlejningsbil, så havde vi en dejlig tur.

Vi havde lejet et mobilhome på en campingplads ved den syd/vestlige del af Gardasøen. Vejret var pragtfuldt og når vi er på ferie spiser vi altid rigtig mange is. Og i Italien smager isene bare bedrer.

Vi var på flere turer, båden dem hvor man kan bruge en masse penge på karruselturer og souvenirs og dem hvor man helt gratis kan sidde og kigge ud over søen og bjergene. Jeg er mest til den sidste type.

Gardasøen er bestemt et besøg værd.

Ha’ en dejlig tirsdag
Lonni

 

Nederdel x 2

Stribet nederdel, model kvart sol

Det er meget lang tid siden jeg har haft fat i symaskinen, jeg gik ligesom i stå efter mit ikke særlig heldige forsøg ud i freestyle syning.
Men da jeg den anden dag så Loppe-shoppes indlæg, fik jeg blod på tanden igen.
Jeg kender godt til hel- og halv sol-beregner og har faktisk syet rigtig mange nederdele til både Anne og ModEllen i både hele og halve sole.

Nu har jeg syet en til mig selv, i blå- og hvidstribet jersey fra Stof 2000 og med grå rib i taljen.

Stribet blå og hvid jersey

Og af den rest jeg klippede af ved taljen har jeg, og denne gang på kraftig opfordring fra skrappedullen selv, syet en til ModEllen.

Stribet nederdel, model kvart sol

Når vi kommer hjem fra ferie skal jeg helt sikkert sy nogle flere nederdele til mig selv og pigerne. Og måske endda eksperimentere med lynlås og fast linning.
Det er jo en super nem og klædelig model, der nemt kan varieres med påsatte lommer, applikationer osv.

Lige nu venter jeg på at de sidste håndklæder tørre i tumbleren, så vi kan få pakket det sidste i kufferterne. I aften starter vi bilen og kører mod Ligo di Garda. Foråret har været så hektisk, så jeg glæder mig rigtig meget til ferie og afslapning med min mand og børn.
I går tænkte jeg godt nok på at der nu ikke var nogen grund til at ta’ syd på, når nu den danske sommer er så dejlig, men med det regnvejr vi stod op til i morges, er jeg nu alligevel glad for at vi bookede det mobilhome i Italien.

Jeg håber du nyder sommeren, uanset hvor du holder den.
Lonni

Ps. Her er ikke noget at komme efter og svigerfar vogter over ejendommen.

Matematik og trekants bikini

43.602.
Så mange stangmasker mangler jeg at hækle, før jeg har et zigzag tæppe på 136 180 cm.

zigzag tæppe

Jeg har regnet lidt på det, så hvis jeg hækler 5 rækker hver aften er tæppet færdig inden sommerferien. Men et er teori og matematik, noget andet er praksis og hverdage, så jeg satser på en deadline der hedder efterårsferien (2011).

Garn til zigzag tæppe

Jeg har ellers fundet ud af at mine søde tand bliver mindre, når jeg strikker eller hækler. Så er mine hænder og hjerne optaget af at tælle og det er besværligt hele tiden at skulle slippe garnet for at gribe i slikskålen. Og så er det faktisk også noget gris med fedtede chokoladefingre på garnet.

Hmmm….., måske jeg bare skulle forgribe mig på hæklenålen.
Så er tæppet færdig inden sommerferien og jeg kan spankulere rundet om Gardersøen iført en bikini som denne her:

Rabens Saloner swimwear

Rabens Saloner swimwear (see more print swimwears)

RIGHT, not in a million years, om jeg så hæklede 5000 tæpper. Jeg må hellere se mig om efter en, til dig som har kraftige knogler og har født 3 børn-model.
(Send gerne link, hvis du har set sådan en model)

Ha’ en dejlig fredag
Lonni

Flere fridage

Nu er det næsten blevet en slags hverdag igen.

Jeg er alene hjemme med ungerne i denne uge og vi gør hvad vi kan for at slippe for at komme ud af nattøjet. Vi leger med lego, ser fjernsyn og laver hårbøjler og smoothies.

Jeg er gået i gang med at sy hynder til vores nye spisebordsstole og lige nu er jeg glad for at vi kun købte 5.

Jeg er en klovn til at sy kantbånd på, så for det skal bliver nogenlunde tåleligt at se på, har jeg kastet mig over nål og tråd og en masse små usynlige sting. For mig er de i hvert fald næsten usynlige, for der er noget der tyder på, at jeg skal ha’ mig et par læsebriller. Hmmm….

Hvis der er nogen der påtænker at lave et kursus med titlen Kantbånd på maskine i løbet af det nye år, så vil jeg gerne allerede nu reservere en plads på holdet.

I dag bliver vi nød til at smide nattøjet og lave en tur til byttehelvede. I julegave, gav min søde far mig det jeg ønskede mig aller mest. Men efter at ha’  flyttet rundt på den siden juleaften, er jeg desværre og med tårer i øjnene kommet frem til, at vores hus bare ikke er stor nok til sådan en lækker sag. Heldigvis har vi helt sikkert plads til lillebroren.

Ha’ en dejlig tirsdag
/Lonni

En smuk plet

I går var vi en tur i Faxe, for at fejre  min mor’s 60 års fødselsdag.
Og ind imellem alt den dejlige mad, fik vi tid til at gå en tur i Kalkbruddet.

Solen skinnede og vejret vist sig fra sin aller mildeste side.

Er her ikke bare smukt?

Hvis man kniber øjnene lidt samme og ser bort fra de efterårs gyldne blade, ser det næsten helt sydlandsk ud.

Og gæt så lige hvem der fandt en 100 kroners seddel… Der er åbenbart ikke kun fossiler gemt i kalken.

Faxe Kalkbrud er helt bestemt et besøg værd.
På kanten af kalkbruddet ligger Geomuserum Faxe. Her kan du få meget mere at vide om det koralrev der lå her for mere end 60 milioner år siden. Du kan leje hammer og mejsel, så du selv kan gå på fossil jagt i kalkbruddet. Måske finder du et forsteenet søpindsvin eller måske en hajtand.

Go’ søndag
/Lonni

Related Posts with Thumbnails