
Det er meget lang tid siden jeg har haft fat i symaskinen, jeg gik ligesom i stå efter mit ikke særlig heldige forsøg ud i freestyle syning.
Men da jeg den anden dag så Loppe-shoppes indlæg, fik jeg blod på tanden igen.
Jeg kender godt til hel- og halv sol-beregner og har faktisk syet rigtig mange nederdele til både Anne og ModEllen i både hele og halve sole.
Nu har jeg syet en til mig selv, i blå- og hvidstribet jersey fra Stof 2000 og med grå rib i taljen.

Og af den rest jeg klippede af ved taljen har jeg, og denne gang på kraftig opfordring fra skrappedullen selv, syet en til ModEllen.

Når vi kommer hjem fra ferie skal jeg helt sikkert sy nogle flere nederdele til mig selv og pigerne. Og måske endda eksperimentere med lynlås og fast linning.
Det er jo en super nem og klædelig model, der nemt kan varieres med påsatte lommer, applikationer osv.
Lige nu venter jeg på at de sidste håndklæder tørre i tumbleren, så vi kan få pakket det sidste i kufferterne. I aften starter vi bilen og kører mod Ligo di Garda. Foråret har været så hektisk, så jeg glæder mig rigtig meget til ferie og afslapning med min mand og børn.
I går tænkte jeg godt nok på at der nu ikke var nogen grund til at ta’ syd på, når nu den danske sommer er så dejlig, men med det regnvejr vi stod op til i morges, er jeg nu alligevel glad for at vi bookede det mobilhome i Italien.
Jeg håber du nyder sommeren, uanset hvor du holder den.
Lonni
Ps. Her er ikke noget at komme efter og svigerfar vogter over ejendommen.












Lonni, godt gift og mor til 3 skønne børn. Vi bor i det østjyske, sammen med kattene Emil og Rose-mis, lidt mere end en håndfuld dådyr og en dam fyldt med guldfisk. Alle meninger, mangler og ikke mindst stavefejl, er mine egne. Har du spørgsmål eller bare noget på hjerte, så send mig en mail på mail@birchogco.dk


